Tilknytningsteori

Teorien om psykologisk tilknytning er oprindelig skabt af den engelske læge og psykoanalytiker John Bowlby. I sin oprindelige teori vægtede han tilknytningen mellem mor og barn, en vinkel, der i dag er for ensidig, da flere andre end mødre er involveret i omsorg for det lille barn. Bowlbys assistent, Mary Ainsworth, har fulgt op på teorien og operationaliseret tilknytningsbegrebet, så det er blevet muligt at forske empirisk i tilknytning og forskellige former for tilknytning, fx tryg og utryg tilknytning. Det er dette større forskningsfelt for tilknytning, der er relevant for det pædagogiske arbejde.

Et menneskes erfaringer med tilknytninger, trygge eller utrygge udgør forventningsmønstre i os, når vi indgår i relationer, og kommer dermed til at præge vores måde at reagere på. Dette gælder for de børn, unge og voksne, pædagogen arbejder med, men det gælder i lige så høj grad pædagogen selv. En tryg tilknytningsform hos en pædagog vil gøre det nemmere for denne pædagog at skabe udviklingsstøttende relationer.

Ifølge Bowlby er tilknytning biologisk og etologisk bestemt. Små børn søger tilknytning hos deres nærmeste omsorgspersoner, som en søgen mod beskyttelse og overlevelse. Tilknytningsadfærd og tilknytningsbehovet er som en termostat, der slår til, når barnet føler sig utrygt, men går i ro, når barnet er trygt nok. At tilknytningsbehovet er dækket er en forudsætning for, at barnet kan være nysgerrigt og undersøgende. Tilknytning kan også ske, selv om forældrene ikke er særlig indfølende eller kærlige, for ifølge Bowlby er tilknytning først og fremmest en overlevelsesfunktion.

Ud fra småbørns grundlæggende erfaringer med omsorg danner de “indre arbejdsmodeller” af omsorgspersoner i deres hukommelse. Disse modeller er ikke lette at ændre, det vil dog kunne ske, hvis der kommer andre erfaringer med omsorg og relationer gennem en længere periode.

Neuroaffektiv udviklingspsykologi

Neuroaffektiv udviklingspsykologi er et landkort til at navigere med i pædagogisk praksis: En teori til at forstå børn og familier i forhold til, hvad der kan støtte sociale, følelsesmæssige og personlighedsmæssige udviklingsprocesser og sikre mere præcis intervention og effekt af indsats.

Den neuroaffektive tilgang hjælper praktikeren til en mere præcis intervention, da metodevalget tager udgangspunkt i, hvad der passer til hvem, til hvad og hvornår i personlighedsmæssige og relationsfremmende udviklingsprocesser både i nervesystemer under udvikling og i udviklede nervesystemer. For selvom traumer og omsorgssvigt i de tidlige år påvirker børnene for livstid, så kan man med den rette viden om hjernens udvikling og ved at lære det enkelte barn at kende sætte ind på lige præcist den måde, der kompenserer bedst for de behov, barnet ikke har fået opfyldt, dengang det var lille, og hjernen blev opbygget. Dermed kan den rette støtte og behandling “fylde hullerne ud” og sætte barnet eller den unge i stand til at lære og udvikle sig.

Bruce Perry taler om, at børnene har brug for pålidelige gentagelser, forudsigelighed og rytmer, de kan leve sig ind i. Samtidig påpeger han, at vi voksne selv skal være meget velregulerede i vores kontakt til børnene. Først når vi er det, og børnene er helt trygge ved os, kan vi udsætte dem for bitte små uregulerede følelser i meget kontrollerede doser. Hvis vi gør det på den rigtige måde mange, mange gange, kan hjernen reparere sig selv og skabe nogle nye signaler i kroppen.

Mentalisering

Hos Carus er vi ligeledes optaget af mentalisering som det udviklet af Peter Fonagy. Hans antagelse er, at kvaliteten af de tidligere relationer har en gennemgribende betydning for dannelsen af evnen til mentalisering, der som begreb introduceres af Fonagy. Ved mentalisering forstår han det at kunne skelne mellem indre og ydre virkelighed, mellem intrapersonelle, mentale og følelsesmæssige processer og evnen til at forstå bevidste og ubevidste mentale tilstande i sig selv og andre. En central pointe i Fonagys teoridannelse er, at affektregulering er en forudsætning for, at barnet på et senere tidspunkt udvikler evnen til mentalisering.

Fonagy påpeger, at intet menneske har en medfødt evne til at regulere emotionelle reaktioner. Omsorgspersonen skal anerkende barnets mentale tilstand, men samtidig modificere de emotioner, som barnet ikke selv kan kontrollere. Herigennem udvikler barnet en fornemmelse af egne tilstande. Evnen til mentalisering og fleksiv funktion er et centralt omdrejningspunkt i Carus arbejde de indskrevende familier.

Arbejdet med affektregulering og mentalisering har stor prioritering i det daglige arbejde, og er en integreret del af den pædagogiske praksis og hele den behandlingsmæssige tilgang.

Da en stor gruppe af Carus forældre og børn vil have oplevet forskellige former for traume fx omsorgssvigt, vil netop den neuroaffektive tilgang være oplagt, da den netop tager hensyn til den “tre enige hjerne”, som betyder, at vi professionelle kan sætte ind på lige præcist den måde, der kompenserer bedst for de behov, som både barnet og dets forældre ikke har fået opfyldt, så vi dermed kan vi være med til at genopbygge hjernen og relationen mellem barn og forældre. Dermed kan den rette støtte og behandling “fylde hullerne ud” og sætte barnet og de voksne i stand til at lære og udvikle sig (sammen).
Jo mere barnet og dets forældre aktiveres gennem sunde, nærende relationer med andre mennesker, jo mere udvikler hjernen sig. Og jo bedre bliver hjernens (og kroppens) evne til at tænke, føle, lære og føle empati.

På Carus vil personalet i høj grad arbejde empatisk og mentaliserende både med barn og forældre, dvs. at personalet i høj grad vil forsøge at skabe en hverdag, som er tryg og forudsigelig og hvor personalet i sin kontrakt og kommunikation i høj grad selv vil være velreguleret og være tydelige rollemodeller.
Når man mentaliserer, har man sind på sinde; både ens eget sind og andres sind. Man ser bag om adfærden og overvejer, hvad der ligger bag en given adfærd, og dette er et centralt udgangspunkt i Carus daglige arbejde med både barn og forældre, nemlig at medarbejderne prøver at forstå den adfærd, som barn og forældre viser, og hvordan den kan forstås.
Omdrejningspunktet i mentaliseringsbaseret pædagogik er relationen og den professionelles evne til at have en mentaliserende indstilling. Mentalisering avler mentalisering, og den professionelle bestræber sig på at mentalisere, selv når han/hun møder ikke-mentaliserende adfærd.

Udviklingstraume

Somatic Experingcing metoden er udviklet af Peter A. Levine, Ph. D i psykologi og biofysik. Han studerede dyrenes reaktion på stress og trusler på livet og undrede sig over at de ikke blev traumatiseret. Ved et livslangt studium af dyrenes og menneskernes reaktioner og vort nervesystems funktion, som vi i vidt omfang har til fælles med dyrene, har han udviklet Somatic Experiencing som metode.

Metoden bygger på en fokuseret opmærksomhed på kropsfornemmelser, hvorved kroppens iboende og helende ressourcer aktiveres, så der genetableres en balance i nervesystemet og stressreaktionerne opløses. Teorien bag metoden, som bliver understøttet af nyeste forskning, er, at en traumatisk stressreaktion er en følge af et højt aktiveret nervesystem, hvor spænding og energi er spærret inde i kroppen hvorved der udvikles symptomer.

Traumet ligger ikke i selv begivenheden – men derimod i nervesystemet.

Når fx spædbarnet oplevet tabet af livskraft, glæde og overskud, og vi fx ser tilbagetrækning, er det kroppen der taler. Kroppen husker det, der har bragt spædbarnet ud af balance. Derfor er kroppen også en vigtig del af behandlingen i Somatic Experiencing. Det åbner nye veje i behandlingen, hvor fokus i grad sigter på at regulere vitale sansninger og følelser og dermed give spædbarnet mulighed for at tage livet tilbage.

Selvom traumer og omsorgssvigt i de tidlige år påvirker børnene for livstid, så kan man med den rette viden om hjernens udvikling og ved at lære det enkelte barn at kende sætte ind på lige præcist den måde, der kompenserer bedst for de behov, barnet ikke har fået opfyldt, og hjernen blev opbygget. Dermed kan den rette støtte og behandling “fylde hullerne ud” og sætte barnet i stand til at finde regulering, komme i trivsel, og skabe mulighed for at gribe livet og udvikle sig.