Den overordnet behandlingens filosofi og tilgang

Værdigrundlag:

  1. Vi tror på, at alle børn og unge har ressourcer og styrker
  2. Vi tror på, at enhvert barn/ung har ret til at blive behandlet individuelt ud fra en særligt tilrettelagt og målrettet behandlingstænkning, der tager højde for barnets/den unges historie, følelsesmæssige samt kognitive forudsætninger for at kunne indgå i en positiv kontakt og relation med sin omverden.
  3. Vi tror på, at voksne, som er autentiske, træder i karakter, og som ikke er bange for at involvere sig og sætte sig selv i spil kan gøre en forskel.
  4. Vi tror på, at positive forandringer bedst skabes i et positivt defineret felt. Vi tager altid udgangspunkt i det enkelte menneske og lægger vægt på, at alle bliver mødt med en forståelse for de vanskeligheder,som vedkommende har med sig.
”At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der”. Søren Kierkegaard

Vi er meget bevidste om, at vi, for at opnå forandringer, skal skabe en professionel og autentisk relation til de barnet/den unge, vi er i kontakt med. Et meget centralt udgangspunkt i vores tilgang er, at vi som professionelle i høj grad påtager os ansvaret for, at relationen lykkes. Vi ønsker at træde i karakter og tager det fulde ansvar, hvis ikke det lykkes. Vi kaster ikke ansvaret tilbage til borgeren. Dette stiller store krav til alle ansatte hos Context, da vi forventer, at den enkelte medarbejder træder i karakter som menneske og som professionel. Professionel er ikke noget man er, men noget man bliver igennem sine valg, sine handlinger og sin relation til den enkelte borger. Hos Context forventes det, at alle medarbejdere står ved sig selv, sin pædagogik, sin professionnalisme og sine gerninger, altså træder i karakter.

Hos Context arbejder vi med det udgangspunkt, at indsatsen skal give mening, og at meningsskabelse er en fælles proces, hvor aktørerne relationelt skaber sammenhæng mellem de handlinger, der sker omkring dem, og derigennem når frem til nogle forståelige billeder, der fungerer som udgangspunktet for efterfølgende koordinerede handlinger. Hvis vi ikke formår at skabe et forståeligt billede af vores indsats, så vil vi ofte anbefale, at samarbejdet ophører, da vi ikke ønsker at ”spilde” barnet/den unges tid, da de har fortjent bedre. Indsatsen skal give mening.

“Det er utroligt, hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen eller lidelsen”. (Søren Kierkegaard)

Vi lægger stor vægt på at overholde aftaler og at lave tydelige aftaler i forhold til rammen omkring indsatsen både i forhold til barnet/den unge og kommunen og holder fast i de aftaler,der er indskrevet i IP’en (individuel plan). Vi har en meget tæt kontakt til alle involverede parter, og vægter skriftlighed, dokumentation og evaluering meget højt. Vi anvender Planner4you til journalføring, handleplaner, dokumentation og evaluering.

Teoretisk udgangspunkt

Vi tager overordnet udgangspunkt i en systemisk narrativ tankegang, ligesom vi i høj grad er inspireret af tilknytningsteorien, neuroaffektiv udviklingspsykologi og den nyeste hjerneforskning. Men vi er i høj grad eklektisk og pragmatisk i vores tilgang, hvor indsatsen, herunder metodevalget tilpasses den enkelte sag, hvilket betyder at vi eksempelvis også arbejder med adfærdsmæssige, socialpsykologiske og kognitive metoder som fx AART- Aggression Replacement Training, MI -motiverende interview/samtaler og FIT (Feedback Informed Treatment). Læs mere her.

Den systemisk tilgang

Den systemiske tænkning tager udgangspunkt i, at et problem ikke kan løsrives fra den helhed, hvori det opstår. Der skal arbejdes med hele systemet, for at der kan opstå en ændring.

At arbejde systemisk vil sige at tænke i helheder, relationer og sammenhænge. Hensigten er at finde sammenhænge mellem omgivelserne og individets adfærd – ikke årsagerne til adfærden.

Indenfor den systemiske tanke, anskues adfærdsproblemer ikke som problemer, der er iboende i fx barnet. Problemet kan ikke ses isoleret fra den kontekst, som barnet lever i, og adfærd er noget, der opstår og udspiller sig i relation til andre. Derfor må man arbejde med hele eller dele af systemet. Barnet er ikke problemet, problemet er problemet.

Dette frigør dog ikke den enkelte fra sin adfærd. Den enkelte er aktør i systemerne og påvirker systemerne lige såvel, som systemerne påvirker den enkelte. Men de mønstre og sammenhænge, der er i systemet kan være medvirkende til adfærden, ligesom det kan være opretholdende faktorer.

Opretholdende faktorer er det, der fastholder barnet i dårlige mønstre. Det kan dreje sig om klassedynamikken, enkelte kammerater, familien, skole-hjem samarbejdet eller fx lærerens relation til barnet.

Den narrative tilgang

Den narrative tilgang og den systemiske tilgang kan med fordel praktiseres side om side. Den narrative teori er udviklet af australieren Michael White. “Narrativ” betyder fortælling, og ordet repræsenterer den fortælling, vi har om os selv og vores liv. Den narrative metode lægger vægt på, at problemet er problemet, og at det ikke er personen, der er problemet. Der arbejdes med identitet, foretrukne fortællinger, nye livshistorier og handlemu­ligheder på en positiv og respektfuld måde.

I samarbejde mellem barnet/den unge og Context personale undersøges det, hvordan det aktuelle problem påvirker forskellige områder af barnets/den unges liv, samt hvordan problemet har haft held til at tage magt og have indflydelse på barnet/den unges handlinger og selvopfattelse. Problemet har også svage sider og har områder med mindre eller ingen magt. Ved at udforske disse områder, så skabes der mulighed for nye handlemuligheder, livsværdier og identitet. På denne måde er der mulighed for, at barnet/den unge kontinuerligt bliver opmærksom på og kan justere eller afvise problemets indflydelse på hans eller hendes liv, og kan få øje på flere handlemuligheder i sit liv.

 ”Det er først og fremmest gennem vore fortællinger, vi konstruere en version af os selv i verden, og det er gennem sine fortællinger, en kultur giver sine medlemmer modeller for identitet og handling.” (J. Bruner)

Tilknytningsteori

Teorien om psykologisk tilknytning er oprindelig skabt af den engelske læge og psykoanalytiker John Bowlby. I sin oprindelige teori vægtede han tilknytningen mellem mor og barn, en vinkel, der i dag er for ensidig, da flere andre end mødre er involveret i omsorg for det lille barn. Bowlbys assistent, Mary Ainsworth, har fulgt op på teorien og operationaliseret tilknytningsbegrebet, så det er blevet muligt at forske empirisk i tilknytning og forskellige former for tilknytning, fx tryg og utryg tilknytning. Det er dette større forskningsfelt for tilknytning, der er relevant for det pædagogiske arbejde.

Et menneskes erfaringer med tilknytninger, trygge eller utrygge udgør forventningsmønstre i os, når vi indgår i relationer, og kommer dermed til at præge vores måde at reagere på. Dette gælder for de børn, unge og voksne, pædagogen arbejder med, men det gælder i lige så høj grad pædagogen selv. En tryg tilknytningsform hos en pædagog vil gøre det nemmere for denne pædagog at skabe udviklingsstøttende relationer.

Ifølge Bowlby er tilknytning biologisk og etologisk bestemt. Små børn søger tilknytning hos deres nærmeste omsorgspersoner, som en søgen mod beskyttelse og overlevelse. Tilknytningsadfærd og tilknytningsbehovet er som en termostat, der slår til, når barnet føler sig utrygt, men går i ro, når barnet er trygt nok. At tilknytningsbehovet er dækket er en forudsætning for, at barnet kan være nysgerrigt og undersøgende. Tilknytning kan også ske, selv om forældrene ikke er særlig indfølende eller kærlige, for ifølge Bowlby er tilknytning først og fremmest en overlevelsesfunktion.

Ud fra småbørns grundlæggende erfaringer med omsorg danner de “indre arbejdsmodeller” af omsorgspersoner i deres hukommelse. Disse modeller er ikke lette at ændre, det vil dog kunne ske, hvis der kommer andre erfaringer med omsorg og relationer gennem en længere periode.

Neuroaffektiv udviklingspsykologi

Neuroaffektiv udviklingspsykologi er et “landkort” til at navigere med i pædagogisk praksis: En teori til at forstå børn og familier i forhold til, hvad der kan støtte sociale, følelsesmæssige og personlighedsmæssige udviklingsprocesser og sikre mere præcis intervention og effekt af indsats.

Neuroaffektiv udviklingspsykologi er en brobygning mellem den seneste hjerneforskning, tilknytningsteori og udvikli­­­ngspsykologi. I praksis arbejdes der med forskellige systematiserede metoder til behandling ud fra den grundlæggende udviklingspsykologiske forståelse, at det er andres anerkendelse, som former selvet, og det er gennem andres anerkendelse, at man etablerer en bevidsthed om sig selv. Den neuroaffektive tilgang hjælper praktikeren til mere præcis intervention, da metodevalg tager udgangspunkt i, hvad der passer til hvem, til hvad og hvornår i personlighedsmæssige og relationsfremmende udviklingsprocesser både i nervesystemer under udvikling og i udviklede nervesystemer.

Metoder

Med udgangspunkt i en IP (individuel plan) aftales der med barnet/den unge, evt. barnets/den unges familie, sagsbehandler og medarbejdere fra Context, en individuel plan, hvor der meget konkret beskrives målet med indsatsen. IP bruges ligeledes til at motivere barnet/den unge til selv at handle og se mening med indsatsen.

På Context arbejder vi konkret med nedenstående tilgange og metoder:

  • Genogram-stamtræ
  • Low arousal og IKP (Ikke konfronterende pædagogik)
  • YLS/CMI -Youth Level of Service – Case Management Inventory
  • AART-Aggression Replacement Training
  • Terapeutiske samtaler
  • Multi systemisk terapi
  • Narrative samtaler
  • Theraplay
  • MI -Motiverende interview/samtaler

Dokumentation, evaluering og effektmåling

Hvorfor gør vi det vi gør? Gør vi det, som vi siger vi gør? Gør vores indsats en forskel? Og hvordan ved vi, om det gør en forskel?

Umiddelbart oplagte spørgsmål at stille i al behandlingsarbejde. Men ikke let at få svar på.

I et forsøg på besvare disse spørgsmål, så har vi hos Context valgt at implementere Planner4You, som er et anerkendt digitalt styringsredskab. Planner4You tager altid afsæt i barnet/den unges kommunale handleplan og den i samarbejdet med barnet/den unge udarbejdet IP. Med udgangspunkt i den kommunale handleplan og IP’en udarbejdes en behandlingsplan, en behandlingsplan som barnet/den unge kan genkende og arbejde med i hverdagen.

Opfølgningen af behandlingsplanen danner grundlag for revurdering af behandlingen og interventionerne for den kommende periode med beskrivelse af konkrete overordnede mål og konkrete delmål samt valg af behandlingsindsats. Endvidere indeholder behandlingsplanen en beskrivelse af ressourcer og risici.

Context daglige journalisering, giver mulighed for systematiske opfølgning og giver de optimale muligheder for effektmåling, evaluering og evidens af vores socialpædagogiske indsats.

​Strukturen

Når I som kommune anmoder om anbringelse hos Context, fremsender I relevante sagsakter, visitationspapirer m.v., og herefter afholdes snarest derefter et formøde om anbringelsens formål, hvor såvel forvaltning, forældre, medarbejder og psykolog fra Context er til stede. Under barnet/den unges ophold hos Context, så vil der være en løbende kommunikation mellem den anbringende myndighed, familien og det personale, der af Context er sat på sagen min. hver anden måned.

Dagligdagen er tilrettelagt på en sådan måde, at den indeholder en tydelig struktur, forudsigelighed og en tryg voksenkontakt. Børnene/de unge sikres en individuel tilrettelagt omsorg, pleje og behandling med så få voksen skift som mulig.

Det er helt centralt i behandlingen at vise barnet/den unge empati, anerkendelse og dække barnet/den unges behov og tilbyde en bæredygtig og udviklende relation til primære mentaliserende omsorgspersoner.

Hvordan arbejder vi?

På Context er vores pædagogiske arbejde markant inspireret af den nyeste viden indenfor den psykologiske og pædagogiske forskning vedr. tidlig intervention, her tænker vi specielt på B. Perry, D. Stern, D. Nordanger, S. Hart, P. Fonagy, A. Gade, P. McLeans og A. Damasios.

Vi arbejder med udgangspunkt i en anerkendende relation, hvor det er vores grundtanke, at alle – og her mener vi alle – gør det bedste, som de har lært, og at alle børn og unge gør det bedste som de magter her og nu, og ingen børn/unge ønsker at være udelukket fra fællesskabet.

Børn og unge der kan opfører sig ordentlig, gør det.

Med den viden, Bruce Perry har givet os om hjernens udvikling hos det meget lille barn, kunne man tro, at det kan blive “for sent” at behandle børn og unge, der som små har været udsat for nogle af disse ting. Men sådan er det ikke. For selvom traumer og omsorgssvigt i de tidlige år påvirker børnene for livstid, så kan man med den rette viden om hjernens udvikling og ved at lære det enkelte barn at kende sætte ind på lige præcist den måde, der kompenserer bedst for de behov, barnet ikke har fået opfyldt, dengang det var lille, og hjernen blev opbygget. Dermed kan den rette støtte og behandling “fylde hullerne ud” og sætte barnet eller den unge i stand til at lære og udvikle sig. Perry understreger, hvor vigtigt det er ikke at starte med at tale til det traumatiserede barns fornuft. Det får man ikke noget ud af. For hvis der er skader i de dybe lag i hjernen, så er der ingen forbindelse til det lag, hvor tænkningen foregår.

​

“I stedet skal man – med Perrys ord tænke på de tre R’er. Først skal barnet reguleres i deres følelser og sanser. Dernæst skal det lære at være tryg i relationer. Først dernæst kan de voksne tale til deres fornuft (reason).”
​

Vi arbejder med individuel- og gruppeterapi, ligesom vi stiller relative store krav til barnets/den unges udvikling og er insisterende i vores tilgang, på at motivere barnet/den unge til at arbejde med og ikke imod dette, og vi er meget tydelige i vores kommunikation, hvis vi er bekymret. Barnet/den unge har kun en barndom, og den kan ikke gøres om.

Når og hvis den unge skal flytte i egen bolig, så tilbyder vi selvfølgelig efterværn, så længe der er nødvendigt.